60 år i dag

Ved de olympiske sommerlege i 1984 i Los Angeles vandt Carl Lewis, som fylder 60 år, hele fire guldmedaljer. Amerikaneren nåede op på i alt ni OL-guldmedaljer

Carl Lewis vinder et løb ved OL i Los Angeles. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Carl Lewis, der fylder 60 år torsdag 1. juli, var et af 1980’ernes store atletiknavne, og han vandt flere OL-guldmedaljer i perioden.

Amerikaneren dominerede i godt et årti på både sprintdistancerne og i længdespringskonkurrencerne.

Ni OL-guldmedaljer og otte gange VM-guld blev det til for den udadvendte og selvsikre amerikaner.

Han fik sit store gennembrud ved OL på hjemmebane i Los Angeles i 1984, hvor det blev til fire guldmedaljer – en tangering af Jesse Owens’ præstation i Berlin 48 år tidligere.

Med et var Lewis en verdensstjerne og et kendt ansigt verden over.

Han var suveræn på 100-meteren, indtil en ny konkurrent i form af canadieren Ben Johnson dukkede op.

Toppede rivalisering

Efter sejr til Johnson ved VM i 1987 toppede rivaliseringen året efter ved OL i Seoul, hvor Lewis blev slået klart af Johnson, som imidlertid blev testet positiv for brug af anabolske steroider tre dage efter finalen.

Johnson forsvandt, men Lewis fortsatte og var på toppen af sin karriere ved VM i 1991, hvor han var involveret i to historiske konkurrencer.

Han vandt det indtil da stærkeste 100 meterløb nogensinde med seks mand under 10 sekunder. I længdespring måtte han dog se sig slået for første gang efter 65 konkurrencesejre i træk.

Det skete, da Mike Powell endte øverst på skamlen efter en drabelig dyst, hvor Lewis fire gange sprang længere end 8,80 meter.

Carl Lewis har også selv været smudset til i en dopingsag. Den tidligere chef for USA’s Olympiske Komité (USOC) dr. Wade Exum afslørede i 2003, at Carl Lewis i 1988 blev testet positiv for små mængder af tre forbudte stimulanser.

Det drejede sig om efedrin, pseudoefedrin og phenylpropanolamin, der findes i forkølelsesmedicin.

Blev diskvalificeret

USOC diskvalificerede Carl Lewis, men lod ham siden stille op til OL i Seoul, fordi komitéen troede på, at Lewis ikke var dopet med vilje, og at han ikke vidste, at der var forbudte stoffer i forkølelsesmidlet.

Carl Lewis sagde i et interview kort efter, at han langt fra var den eneste amerikanske atlet, der fik lov at optræde med forbudte stoffer i kroppen.

– Hundredvis af andre slap fri. Alle blev behandlet ens, sagde Carl Lewis til avisen Orange County Register.

Amerikanske medier skrev dengang, at mere end 100 amerikanske atleter, der dumpede dopingtest fra 1988 til 2000, fik lov til at deltage i konkurrencer.

Beskyldningerne har ikke forhindret Carl Lewis i at modtage hæder og anerkendelse, og han er af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) blevet udnævnt som århundredets sportsnavn.

Stoppede efter OL

Han sluttede sin aktive karriere kort efter at have hentet OL-guld i Atlanta i 1996 og forsøgte sig herefter som skuespiller uden større held.

Siden blev han valgt som kandidat til senatet i delstaten New Jersey, hvor han stillede op for demokraterne. Han blev dog ikke valgt ind.

Han var også med i komitéen bag OL-buddet fra Los Angeles, som blev valgt som vært for legene i 2028.

– OL handler ikke kun om sport. Det handler om liv. Det handler om at kunne gøre en forskel. Hvis vi står sammen om det her, kan vi løse vores problemer, sagde Carl Lewis ved den lejlighed.

Powered by Labrador CMS