60 år i dag
Troels Ravn, som 2. august fylder 60 år, havde indstillet sig på et liv uden for Christiansborg, da han i 2015 fik chancen for tredje gang i Folketinget.
Han har to gange oplevet at ryge ud af Folketinget ved valg. Til gengæld er han blevet valgt tre gange, og en enkelt gang er han indtrådt som permanent afløser for en partifælle.
Jo, tilværelsen på Christiansborg har været omskiftelig for socialdemokraten Troels Ravn, som mandag den 2. august fylder 60 år. Men han er blevet hængende.
I februar 2005 blev han valgt ind i Folketinget for Ribe Amtskreds, kun for at ryge ud igen ved valget to år og ni måneder senere.
Fraset en kort periode som stedfortræder måtte han vente frem til valget i 2011 med at returnere til Folketinget, denne gang valgt i Sydjyllands Storkreds, efter at de gamle amter var blevet nedlagt.
Fik hjælp af Corydon
Ved valget i juni 2015 blev Troels Ravn endnu en gang sendt ud af Folketinget af vælgerne, men kort før jul samme år åbnede der sig en ny vej tilbage for ham.
Det skete, da tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) trådte ud af Folketinget, hvorefter Troels Ravn blev hentet ind som førstesuppleant i resten af valgperioden.
- Jeg vil gerne blive i politik, selv om jeg var ved at vænne mig til tanken om et liv uden Christiansborg, sagde Troels Ravn dengang til TV Syd.
Ved det seneste folketingsvalg for to år siden stemte vælgerne ham for tredje gang i tinget, hvor han nu har siddet i cirka 12 år tilsammen.
Udgangspunkt i Vejen
Troels Ravn, der i 1985 blev uddannet som lærer fra Ribe Statsseminarium, havde før sin entré i Folketinget arbejdet som først lærer og senere viceskoleinspektør og skoleinspektør.
Alt sammen med udgangspunkt i Vejen Kommune, hvor han på et tidspunkt også sad i byrådet.
Troels Ravn er i dag Socialdemokratiets skatteordfører og sidder i flere udvalg i Folketinget.
Han er gift med Gitte Heise Ravn. Parret, der har tre børn sammen, bor i Vejen.