Stemplet som dårlig betaler
Rod i privatøkonomien fældede eksminister
Efter folketingsvalget i 1994 blev der lagt mærke til tre yngre kvinder, som trådte ind i De Konservatives folketingsgruppe, og som skulle være med til at føre partiet ind i en ny æra efter tiden med Poul Schlüter som formand og statsminister.
Trioen var Lene Espersen, Gitte Seeberg og Henriette Kjær. De endte alle med at gøre sig bemærket i dansk politik.
Sidstnævnte fylder 60 år 3. maj og havde en noget tumultarisk tid i toppen af dansk politik, hvor rod i privatøkonomien flere gange stjal overskrifter.
Henriette Kjær var folketingsmedlem fra 1994 til 2011, og hun var minister ad to omgange under VK-regeringen ledet af Anders Fogh Rasmussen (V) i 00'erne.
Først var hun socialminister og minister for ligestilling fra 2001-2004, og så var hun minister for familie- og forbrugeranliggender fra 2004-2005.
Dårlige betalere
Henriette Kjær trådte tilbage som minister i 2005, da det kom frem, at hun og manden, Erik Skov Pedersen, var blevet dømt som dårlige betalere. Det handlede blandt andet om en sofa og en markise.
- Nu skal jeg hjem og være familieminister derhjemme, sagde Henriette Kjær dengang på et pressemøde ifølge DR.
I bogen "Henriette Kjær - indtil nu" tordnede hun mod Venstres top og Statsministeriet. I bogen anklagede hun dem for at have iscenesat hendes exit som minister. Dette blev afvist fra begge parter.
Motivet skulle ifølge Henriette Kjær være, at Erik Skov Pedersen, som blandt andet var tidligere pressechef for De Konservative, længe havde været en torn i øjet på Venstre.
Hun mente, at Statsministeriet eller Venstre havde lækket informationer om hendes privatøkonomiske forhold.
Trak sig fra politik
Internt hos De Konservative var hun fortsat en markant skikkelse. Henriette Kjær blev i 2007 således sit partis politiske ordfører, og i 2008 tilføjede hun oveni også titlen som gruppeformand på cv'et.
Men efter endnu en omgang medieomtale af familiens privatøkonomiske forhold valgte Henriette Kjær januar 2011 at trække sig fra posterne. Hun meddelte på samme tid, at hun ikke ville genopstille til det kommende folketingsvalg.
Efterfølgende har hun arbejdet som rådgiver hos en række forskellige kommunikationsbureauer.
Siden april 2024 har Henriette Kjær arbejdet som public affairs-direktør for mobilitet i Geelmuyden Kiese.