Så sej er han

Nikolaj Lie Kaas er en handlingens mand. - Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre, når det hele ramler, siger skuespilleren, der kan ses i filmen "Vejen hjem".

Nikolaj Lie Kaas: Handling i krisetider

Nikolaj Lie Kaas beskriver, hvordan han reagerer effektivt i paniksituationer, hvilket han illustrerer i filmen 'Vejen hjem'.

Filmen skildrer en far, der tager til Syrien for at redde sin radikaliserede søn, hvilket afspejler Kaas' egen forståelse af nødvendigheden af handling i kriser.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvad gør du, hvis en, du elsker, er ude på en deroute? Der, hvor ord ingen magt eller indvirkning har, uanset hvor indædt appellen er.

Bliver du paralyseret? Eller bliver dit indre alarmberedskab aktiveret?

- Jeg har efterhånden fundet ud af, at der findes to slags mennesker: Der er dem, der fryser, og der er dem, der ikke gør, lyder det fra Nikolaj Lie Kaas.

- Jeg kan ikke forklare, hvordan det hænger sammen. Men jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre, når det hele ramler. Det er, som om det bare siger "klik, klik, klik" indeni mig.

Nikolaj Lie Kaas er blevet rost til skyerne af anmelderne for sin præstation i spændingsdramaet "Vejen hjem", som kan ses i biografer landet over. (Arkivfoto).

Desperat forsøg

Samme mekanisme er afsættet i det biografaktuelle spændingsdrama "Vejen hjem", som Nikolaj Lie Kaas har hovedrollen i.

Her skildrer han soldaterveteranen Christian, der tager til Syrien i sit sidste desperate forsøg på at finde sin søn, der er blevet radikaliseret og har sluttet sig til Islamisk Stat.

Sønnens ubegribelige beslutning har efterladt vennerne og kæresten i savn og chok, moren, spillet af Trine Dyrholm, i sorg og mismod og faren i fornægtelse.

- Jeg forstår viljen til at handle. Det er en smuk tanke. Men det er jo ikke bare hans krop, man skal smide ind i en bil og køre hjem - det er hans sind, konstaterer Nikolaj Lie Kaas.

- Jeg har også - slet ikke i samme form! - stået i en situation med en ven, som var langt ude, og tænkt: "Hvordan fanden skal man få ham ud af det her?". Skal jeg smide ham ind i en varevogn og køre ham til et sanatorium i Schweiz?.

- Man er så lammet, at man tænker, at man er nødt til at gøre noget fysisk aktivt, inden det går helt galt, så jeg overvejede det og havde mange, mange snakke om det.

Ikke svært

Heldigvis, fortæller Nikolaj Lie Kaas, ændrede situationen sig i sidste øjeblik, inden han satte aktion bag overvejelserne.

- Men sagen er, at jeg ikke har svært ved at handle som menneske, siger han og fortsætter:

- Jeg fungerer skræmmende godt i paniksituationer - det er næsten det eneste sted, jeg fungerer klart og tydeligt, siger han, helt nøgternt.

- Jeg fungerer sindssygt dårligt på en dagligdags kalenderagtig måde, hvor mange andre netop fungerer.

Det kunne gøre det nærliggende at spekulere i, om han søger tilspidsningerne.

Stort behov

- Da jeg var yngre, havde jeg stort behov for at mærke liv og død og at leve i nuet og alle de der ting. Men ikke på samme måde mere, svarer Nikolaj Lie Kaas.

- Det ville også være at strække tingene at sige, at jeg er et menneske, der søger det kick. For det er ikke et kick. Det er mere bare en måde at agere på, konstaterer han.

Samtidig med at Nikolaj Lie Kaas kan ses som forpint far, der leder efter sin søn, i "Vejen hjem" på biograflærredet, er han netop nu også aktuel i Thomas Vinterberg-serien "Familier som vores" som en far, der leder efter sin datter, som han er blevet splittet fra under evakueringen af Danmark, der er ved at drukne i klimaforandringer.

Forskellige fortællinger, men begge fædre til børn, der navigerer efter deres egen stærke overbevisning.

Der skal handles

Tilfældigt - men så alligevel med en fællesnævner, funderer Nikolaj Lie Kaas.

- Jeg tror, det hænger sammen på den måde, at det har noget med alder at gøre, og hvor jeg er i mit liv. At være, med al respekt, gammel og forstokket og lidt firkantet: "Ik' så meget pis - der skal handles, og der er ikke mere at snakke om", lyder det fra den 51-årige skuespiller.

- Man kan i hvert fald mærke med tiden, at "you can run, but you can't hide".

Du kan løbe, alt hvad du kan, men du kan ikke gemme dig.

- Du kan godt føle, at du følger med tiden, og at du har børn, der ligesom hjælper dig med at være opmærksom på, hvad der sker omkring dig. Men man ér jo lavet. Alt bliver forholdt dit blueprint - det kartotek og den baggrund, du har, siger Nikolaj Lie Kaas, der har to store døtre med sin hustru, Anne Langkilde.

- Man skal tage stilling til sig selv hele tiden: "Har jeg ret, eller er jeg for firkantet? Og så finder man ud af, at tingene er i vidunderlig bevægelse hele tiden.

Også forstokket

Selv om Nikolaj Lie Kaas lever af at skildre alskens mennesker og miljøer, gør det ham ikke nødvendigvis i bedre stand til at omskrive sit blueprint.

- Der er en masse andre gaver ved at være skuespiller. Men jeg tror, jeg er lige så forstokket, som alle andre er, og bliver nødt til at forholde mig til en ny virkelighed hele tiden, som alle andre gør - og jeg tror, jeg er lige så god eller dårlig til det som alle andre.

- Det tror jeg ikke, er en fordel, jeg har, bare per se at jeg er skuespiller. Jeg har en kone, som ikke er skuespiller, og hun er i den grad god til at retænke sig selv.

"Vejen hjem" kan ses i biografer landet over.

Powered by Labrador CMS