Paul Hüttel fylder 90

Paul Hüttel vil i nyere generationer være mest kendt for sin store rolle i "Pyrus", men huskes også for "Matador"

Offentliggjort

Paul Hüttels karriere og privatliv

Paul Hüttel, kendt for sine roller i 'Pyrus' og 'Matador', har haft en alsidig karriere inden for skuespil og andre erhverv.

Han er gift med skuespiller Birthe Neumann, og parret bor på Frederiksberg med deres voksne datter.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Paul Hüttel har haft et langt liv i skuespillets verden, og danskere i de fleste aldre vil kunne genkende ham fra julekalendere og "Matador".

Hüttel har også medvirket i mange andre produktioner.

Det var dog ikke lige med det samme, at skuespilleren, der fylder 90 år den 13. juli, fandt sig til rette foran et kamera.

Vidt forskellige job

Ifølge Kristeligt Dagblad har han inden sin skuespilkarriere haft vidt forskellige job.

Han har arbejdet i butik, været forsikringsagent og presseofficer i Frankrig, lød det i et portræt af skuespilleren fra 2010.

Men skuespiller blev Paul Hüttel altså.

Et powerpar i dansk skuespil, Paul Hüttel og Birthe Neumann. Førstnævnte fylder 90 år den 13. juli. (Arkivfoto).

Når man taler om hans filmografi, kommer man ikke uden om rollen som den ældre nisse Gyldengrød i "Pyrus". Han har været med i fire "Pyrus"-julekalendere samt en spillefilm og er blevet set af millioner af danskere.

Herbert Schmidt

I "Matador" var det som tyskeren Herbert Schmidt, at Hüttel kunne opleves. Han har ifølge den danske filmdatabase medvirket i i alt 32 film og 19 tv-serier.

Han har også spillet masser af teater og lagt stemme til tegnefilm.

De senere år har han indimellem haft roller i nyere produktioner. Det gælder eksempelvis serierne "Riget Exodus" og "Hvide Sande".

Meget diskret

Paul Hüttel er ikke en mand med store armbevægelser i pressen trods sine meget kendte roller.

Faktisk er det svært at opstøve et interview med Hüttel. Han er gift med skuespiller Birthe Neumann, der har fortalt lidt mere om deres forhold.

De mødtes på Det Kongelige Teater, da de begge arbejdede der, har hun fortalt til Alt for Damerne.

Birthe Neumann syntes, at han lignede en mafioso, men han viste sig at være sød. Derfra blev de kærester - og så blev de gift i 1974.

Parret bor på Frederiksberg og er forældre til en voksen datter.

Powered by Labrador CMS