Nu har prins Christian gjort det

Den 18-årige tronarving vil fremover kunne blive indsat som rigsforstander.

Udgivet Opdateret

Prins Christian har tirsdag formiddag sat sin formentlig hidtil vigtigste underskrift i sit liv.

Den 18-årige troppede op i statsrådssalen på Christiansborg Slot, hvor han afgav en højtidelig erklæring om at ville overholde Grundloven.

Det skriver kongehuset i et opslag på sin Instagram.

Kan indsættes som rigsforstander

I opslaget kan man se prinsen flankeret af sin far, kronprins Frederik, dronning Margrethe, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) ved et bord beklædt med en rød dug.

Dermed kan prins Christian fremover indsættes som rigsforstander i tilfælde af, at både dronningen og kronprins Frederik er forhindret.

Det oplyste kongehuset i en pressemeddelelse mandag.

Prins Christian ses her sammen med dronningen, kronprins Frederik, statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ved dagens møde i Statsrådet.
Prins Christian ses her sammen med dronningen, kronprins Frederik, statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ved dagens møde i Statsrådet.

Den fjerde i rækken

Prins Christian er den fjerde i rækken af rigsforstandere.

I forvejen er prins Joachim, prinsesse Benedikte og kronprinsesse Mary rigsforstandere, mens kronprins Frederik har titel af regent, når han indtræder i statsrådet.

Antageligt er det første gang i Grundlovens historie, at tre generationer i arvefølgen er til stede i statsrådet på samme tid, oplyser kongehuset.

Powered by Labrador CMS