Kongehuset deler billeder fra dejlig dag

En lille sluttet kreds fejrede komtesse Athena i Washington DC

Offentliggjort

Komtesse Athenas konfirmation i Washington D.C.

Kongehuset har delt billeder fra komtesse Athenas konfirmation i Washington D.C., hvor hun blev konfirmeret i Georgetown Lutheran Church.

Familien bor i Washington D.C. indtil august 2027, da prins Joachim arbejder som forsvarsindustriattaché.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kongehuset har søndag delt en række billeder fra komtesse Athenas konfirmation, der blev afholdt lørdag i Washington D.C. i USA.

Her kan man blandt andet se komtessen sammen med sine søskende - greverne Henrik, Nikolai og Felix.

Athena er klædt i en hvid kjole, mens greverne er iført jakkesæt.

Der er også et billede af hele søskendeflokken med Athenas forældre, prins Joachim og prinsesse Marie.

Konfirmationen fandt sted i Georgetown Lutheran Church.

Konfirmeret af eksminister

Hun blev konfirmeret af præsten Esben Lunde Larsen, som tidligere har været medlem af Folketinget for partiet Venstre fra 2011 til 2018.

Komtesse Athena blev lørdag konfirmeret i Washington D.C. Her ses hun med sine søskende - greverne Henrik, Nikolai og Felix.

Ifølge Billed-Bladet deltog hverken dronning Margrethe, kong Frederik eller dronning Mary ved konfirmationen.

Det samme gjorde sig gældende for konfirmandindens danske kusiner og fætre, kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Komtesse Athena blev døbt i 2012 i Møgeltønder Kirke i Sønderjylland.

Torsdag og fredag var dronning Margrethe i Sverige for at fejre den svenske regent, kong Carl Gustaf, som fyldte 80 år.

Det samme var kongeparret. Derfor var kronprins Christian regent torsdag og fredag.

Komtesse Athena med sin bror grev Henrik, der er 16 år gammel. Begge går på en amerikansk skole i Washington D.C.

Kommer hjem næste sommer

Athena har sammen med sin familie boet i Washington D.C. siden sommeren 2023, hvor prins Joachim tiltrådte i en stilling under Forsvarsministeriet som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C.

Komtesse Athena fyldte 14 år i januar. Hun blev født som prinsesse til Danmark, men har siden fået titlen frataget.

Selv om familien i første omgang skulle have været hjemme i Danmark igen i 2026, har den valgt at forlænge opholdet frem til slutningen af august 2027.

Fætter og kusine konfirmeret

For to uger siden blev prinsesse Josephine og prins Vincent - komtesse Athenas kusine og fætter - også konfirmeret.

Konfirmationen blev forestået af den kongelige konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen, i Fredensborg Slotskirke.

Athena bor sammen med sine forældre, prins Joachim og prinsesse Marie, i USA.

Tvillingeparret er nummer tre og fire i arvefølgen efter kronprins Christian og prinsesse Isabella.

Komtesse Athena er nummer ni i arvefølgen efter sin far og sine ældre brødre.

Prins Joachim og prinsesse Marie med sine to fælles børn, Athena og Henrik. Joachim har også to børn med grevinde Alexandra - Nikolai og Felix.
Powered by Labrador CMS