I dag bliver Frederik og Mary for alvor sat på prøve
Sverige modtager kongeparret på statsbesøg. For kong Frederik bliver det et gensyn med Andreas Mogensen
Danmark, Sverige og Norge deler historiske, kulturelle og handelsmæssige bånd.
Og så er de tre landes kongehuse tæt forbundne: Dronninger, konger, prinser og prinsesser er beslægtede og mødes ofte - både officielt og privat.
De to lande er dermed selvskrevne til at modtage kong Frederik og dronning Mary på deres første statsbesøg som kongepar.
Mandag og tirsdag er de gæster hos kong Carl Gustaf og dronning Silvia i Stockholm.
Og ugen efter er det kong Harald og dronning Sonja i Oslo, der modtager det nye kongepar.
En tradition
Også dronning Margrethe og prins Henrik tog turen til Sverige, kort efter at de var blevet regentpar i 1972.
Det samme gjorde kong Frederiks morfar og mormor, kong Frederik IX og dronning Ingrid, som nyslået kongepar efter tronskiftet i 1947.
For de tidligere regenter og ægtefæller lå det i endnu højere grad lige for at rejse til nabolandene. Det siger historiker Line Bjerre Kristensen.
Dronning Ingrid var således svensk prinsesse, da hun traf den daværende kronprins Frederik.
- For Frederik og Ingrid var det oplagt, fordi hun var svensk, og for dronning Margrethe og prins Henrik, fordi hendes mor var svensk.
Har valgt det historiske
Et alternativ for kong Frederik og kronprinsesse Mary kunne have været Australien, hvor Mary er født.
- I stedet har kongeparret valgt det historiske og det nære fællesskab mellem de nordiske kongehuse.
- Man kan sige, at de på den måde laver en cirkulær historiefortælling, siger Line Bjerre Kristensen.
Hun er ekspert i den glücksborgske kongeslægt, som foruden det danske kongehus trækker tråde til kongehusene i Sverige og Norge.
Også rumforskning
Ud over historie, kultur og handel er der under todagesbesøget i Sverige fokus på teknologi, blandt andet rumforskning.
Et af højdepunkterne på førstedagen er et besøg på Kungliga Tekniska Högskolan.
Det er Sveriges største tekniske universitet.
Her skal de to kongepar overvære en paneldebat med deltagelse af den danske astronaut, Andreas Mogensen, og de to svenske astronauter, Christer Fuglesang og Marcus Wandt.
Længere samtale
Sidst kong Frederik talte med Andreas Mogensen var kort før jul, hvor han ringede til rumstationen for at ønske astronauten glædelig jul og godt nytår.
Selv om forbindelsen var ustabil, blev det til en længere samtale. Det skrev kongehuset på det sociale medie Instagram.
Med på statsbesøget er fire ministre. Det er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og skatteminister Jeppe Bruus (S).
Både under besøget i Stockholm og Oslo opholder kongeparret sig om bord på kongeskibet "Dannebrog".