Et kæmpe skulderklap
Æresprisen ved Danish Music Awards går til Alberte Winding for hendes musiske udtryk gennem mange år.
Nærvær og menneskelighed i musikken gennem mange år får Alberte Winding til at løbe med Æresprisen ved Danish Music Awards 2023.
Det annoncerer bestyrelsen i musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, som udpeger vinderen af Æresprisen.
- Alberte Windings skabertrang har på et utal af måder beriget os andre på tværs af årtier. Hun har lavet sange til hitlisterne, der i dag står som monumenter i dansk pop, siger IFPI i en pressemeddelelse.
For både børn og voksne
Alberte Winding er dansk sanger, forfatter og skuespiller, og hun har gennem tiden lavet over 20 albums og skrevet fem romaner.
Hun har siden 1985 udgivet musik til både børn og voksne. Blandt andet har hun udgivet albummet "Lyser Nætter" i 1991 og "Nye Stjerner" i 2023 sammen med Andreas Fuglbæk.
Et markant udtryk
Og hendes musiske udtryk er medvirkende til, at hun er modtager af Æresprisen, som tildeles personer, der med deres kunstneriske virke har sat et markant og inspirerende udtryk på dansk musik gennem en længere periode.
- Som det mest prisværdige har hun åbnet døren ind til musikkens vidunderlige verden for de vigtigste mennesker i vores samfund, børnene, siger brancheforeningen IFPI.
Rørt og taknemmelig
Alberte Winding er både rørt, taknemmelig og glad over at modtage prisen.
- Det at udgive musik og spille mange koncerter kalder jo på andres blik hele tiden, men det er ikke altid, vi bliver set på den kærlige og dybe måde.
- Jeg mærker, at jeg hører til i musikken, og jeg har en plads hos jer, publikum og kolleger. Så kan man virkelig ikke ønske sig noget større, siger hun.
Luna i 'Bamse og Kylling'
Alberte Winding er blandt andet også kendt fra børneserien "Bamse og Kylling", hvor hun spiller rollen som Luna.
Danish Music Awards bliver afholdt torsdag den 16. november, hvor særligt inviterede gæster fejrer Alberte Winding og de øvrige nominerede og vindende artister.
Tidligere har kunstnere som Anne Linnet, Medina, Rasmus Seebach, Nik & Jay og Thomas Helmig vundet Æresprisen.