Du stammer slet ikke fra stenalder-manden

To gange på cirka 1000 år er befolkningen blevet skiftet ud, viser analyser af gammelt dna fra 100 skeletter

Udgivet Opdateret

Der har været mennesker i Danmark de sidste 12.000 år.

Men modsat hvad vi hidtil har troet, har der været to nærmest totale udskiftninger af befolkningen på en periode på blot cirka 1000 år.

Det viser ny forskning baseret på analyser af dna fra tænder og knogler fra 100 stenalder-skeletter.

Analyser af knogler og tænder fra 100 stenalder-skeletter giver ny viden, der ifølge professor Eske Willerslev vender op og ned på vores hidtidige opfattelse af danmarkshistorien. (Arkivfoto).

En af forskerne bag kortlægningen er professor og dna-forsker Eske Willerslev, der finder resultatet opsigtsvækkende:

- Det er en omskrivning af danmarkshistorien, vi taler om her.

Først for 5000 år siden

- Data viser med stor tydelighed, at selv om der har været mennesker i Danmark de sidste 12.000 år, så er det først de mennesker, der kommer ind for omkring 5000 år siden, som vi i dag - etniske danskere - stammer fra, siger Eske Willerslev.

De folk, der kom vandrende til Danmark for knap 5000 år siden, havde genetiske rødder i Yamnaya-folket, som begyndte vandringen mod Nordvesteuropa fra dele af det nuværende Ukraine, det sydvestlige Rusland og det vestlige Kasakhstan.

De tidligere befolkninger blev ifølge professoren fortrængt i "to bølger".

Rydder hele bordet

- Den første var, da en blanding af jægere og bønder kom herop sydfra. Så rydder de hele bordet i løbet af to generationer.

- Det er svært at vide, hvad der er årsagen, og det er heller ikke noget, alle er enige om. Personligt er jeg overbevist om, at vi taler om et massemord. Det går så stærkt, og vi finder heller ikke evidens for, at det skyldes sygdomme, siger Eske Willerslev.

1500 år senere sker en ny fortrængning, forklarer professoren.

- Så fortrænger de efterkommerne af dem, der fortrængte de første. Det er de bronzealderfolk, vi stammer fra i dag, siger han.

Det er helt forkert

De to befolkningsudskiftninger blev gennemført i løbet af en periode på blot cirka 1000 år.

Det er banebrydende nyt, lyder det fra dna-forskeren.

- Vi troede, at det var helt kontinuerligt. Det jeg gik i skole, fik jeg at vide: Eske, du stammer fra stenaldermanden. Det har altså vist sig at være forkert, siger Eske Willerslev.

Resultatet af studiet offentliggøres onsdag i tidsskriftet Nature.

Powered by Labrador CMS