Dansk profil er død

Efter kort tids sygdom er den tidligere Lyngby- og AGF-spiller Johnny Vilstrup død, meddeler BK Frem.

Offentliggjort

Johnny Vilstrup er gået bort i en alder af 58 år

Johnny Vilstrup, tidligere Superliga-spiller, er død efter kort tids sygdom.

Han spillede for klubber som Lyngby og AGF og nåede 139 kampe.

Vilstrup var kendt for sit skarpe venstreben og engagement i BK Frem.

Han vil blive husket for sin hjælpsomhed og dedikation til sporten.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et af de skarpeste venstreben i Superligaens historie er gået bort.

Efter kort tids sygdom er Johnny Vilstrup død i en alder af 58 år, meddeler BK Frem på sin hjemmeside mandag aften.

Han var tilknyttet divisionsklubben, som han også repræsenterede som ungdomsspiller.

- Han hjalp omkring førsteholdet som behandler, hvor de unge altid kunne komme med deres skader og andre problemer. Johnny ville altid lytte og hjælpe - alle blev behandlet ens.

- Hvis man havde brug for hjælp, var man aldrig i tvivl om, at Johnny stod klar til at give en hånd med. Johnny nød at være med til træningerne og komme med input til standarder. Der blev brugt meget tid på hjørne- og frispark - altid med stor glæde, skriver Frem.

139 superligakampe

Vilstrup nåede 139 superligakampe, hvori han scorede 24 gange.

Størstedelen fik han som Lyngby-spiller, men han var også forbi AGF i den bedste række.

Derudover havde han perioder i Fremad Amager og engelske Luton.

Johnny Vilstrup nåede størstedelen af sine superligakampe som Lyngby-spiller, men var også forbi AGF. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS