Birthe Kjær misbrugt af Mette F.

Hverken Birthe Kjær eller hendes pladeselskab har givet S lov til at bruge "Vi maler byen rød"

Offentliggjort

Socialdemokrater kritiseres for sangmisbrug

Socialdemokrater, inklusiv Mette Frederiksen, har brugt Birthe Kjærs sang uden tilladelse.

Birthe Kjær er utilfreds, men partiet har undskyldt og fjernet opslagene.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En række socialdemokrater, heriblandt statsminister Mette Frederiksen, har uden tilladelse benyttet Birthe Kjærs kæmpehit "Vi maler byen rød" på sociale medier.

Det er hun godt og grundigt utilfreds med, siger hun til TV 2.

- Jeg er forundret over, at de misbruger vores sang. Der burde jo sidde nogle mennesker på de poster, som kender reglerne. Ingen har spurgt, siger hun og tilføjer:

- Det er som om, de prøver at tage ejerskab over "Vi maler byen rød", og det hører ingen steder hjemme.

Har fået en undskyldning

De opslag, hvor sangen indgår, er nu blevet fjernet, skriver TV 2. Birthe Kjær oplyser, at hun er blevet kontaktet af partiet og har fået en undskyldning.

Simon Kollerup og næstformand Mogens Jensen, altså to tidligere ministre, er andre socialdemokrater, som har benyttet sig af sangen.

Birthe Kjær er absolut ikke tilfreds med Socialdemokratiets brug af "Vi maler yen rød".

Birthe Kjær udtaler, at Socialdemokratiet gerne må bruge selve udtrykket "at male byen rød", bare partiet ikke bruger sangen. Hun tilføjer også, at Socialdemokratiet havde fået et "nej" til at bruge sangen, hvis partiet havde fulgt reglerne og spurgt på forhånd.

Mette Frederiksen har slettet opslag

Socialdemokratiets presseafdeling bekræfter over for TV 2, at Mette Frederiksen har slettet et opslag.

I et skriftligt svar oplyser politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S), at partiet har bedt alle andre kandidater om at gøre det samme.

Det er ikke første gang i valgkampen, at Socialdemokratiet bliver fanget i at begå fejl på sociale medier.

Stoklund i problemer

Fredag var det udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S), som kom i problemer på grund af en TikTok-video. Den historie har Ekstra Bladet beskrevet.

Ministeren overtrådte således reglerne i Københavns Lufthavn om ikke at optage politiske videoer i lufthavnen.

Stoklund måtte derfor slette samtlige videoer, hvor han i øvrigt talte om udlændingestramninger, fra sine sociale medier, der var optaget i Københavns Lufthavn.

Powered by Labrador CMS