Sådan gik det: Vals og cha-cha-cha i Vild med dans

Tre standarddanse, tre latindanse og tre femtaller bød første udgave af årets Vild med dans blandt andet på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag aften blev trettende sæson af seermagneten Vild med dans vrikket i gang. 12 nye par skal forsøge at danse sig ind i seernes hjerter dette efterår.

I første program skulle seks af de 12 par kæmpe om ikke at få færrest point af både dommere og seere. De resterende seks par skal danse næste fredag, hvor de to par med færrest point fra begge programmer skal i omdans.

Bookmakerne havde inden premieren været hårde ved instruktør Søren Fauli og hans dansepartner Karina Frimodt, men parrets vals formåede alligevel at overraske dommerne og sikre hele 13 point, mens dommer Anne Laxholm døbte instruktøren “Verdens mest elegante skildpadde”, fordi han selv havde lavet sjov med nok at være med kendt for som skilpadde i en reklame for Toms Chokolade for flere år siden.

De 13 point skaffede parret en tredjeplads, som de fik lov til at dele med fægteren Patrick Jørgensen og hans partner Jenna Bagge.

Tredjepladsen var dog ikke nok til at sikre Søren Fauli og Karina Frimodt en plads videre i programmet. De skal nemlig i omdans næste fredag.

Skuespillerinde Mille Dinesen og hendes partner Mad Vad var tværtimod ikke til at danse forbi. Hele 19 point og tre 5-taller blev det til for det blonde dansepar, der med støtte fra point og seerne cha-cha-cha’ede sig til en sikker plads videre i programmet.

Det par der fik næstflest point af dommerne var Norskov-skuespiller Mathias Käki, der sammen med danser Mille Funk scorede 16 point og af dommer Nikolaj Hübbe blev kaldt “lækre”.

Faktisk kaldte både den begejstrede dommer og Claus Elming parret for “mælk og honning” med hentydning til, hvor godt de to ser ud sammen. Men parret har ikke tænkt sig at tage udtrykket til sig.

– Nu er jeg jo fra Jylland, og der roser vi ikke os selv på den måde, griner en lettet Mathias Käki, der stadig rystede flere minutter efter afgørelsen og også indrømmede, at tårerne var lige ved at få overtaget undervejs.

Mille Funk er villig til at acceptere kælenavnet, når andre bruger det, men selv har hun brugt udtrykket “Fra basarm til gentleman” meget, mens de to har forsøgt at ændre Käkis dansevaner fra Buddy Holly til en elegant vals.

– Så må vi se, hvad vi skal bruge for et udtryk i næste uge, smiler danserinden.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS