Kom i haven med dronning Margrethe

Premiere på ny reportageserie mandag 7. november om en royal ønskehave, der bliver til.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Fredensborg Slotshave er der store forandringer på vej. I en bid af den gamle slotshave skal der anlægges en staudehave.

En gave, som Hendes Majestæt Dronning Margrethe fik af Regeringen, Folketinget og en række private donatorer til sin 75 års fødselsdag.

I reportageserien ’I haven med Dronningen’ følges tilblivelsen af Dronningens nye have fra efteråret 2015, til haven står fuldstændig færdig i efteråret 2016.

En royal ønskehave

De kongelige slotshaver betyder noget helt særligt for Dronning Margrethe, og derfor er det til stor glæde for Hendes Majestæt at følge med i og have indflydelse på arbejdet med anlæggelsen af den nye have.

Dronningen inspicerer haven jævnligt og bidrager med vigtige overvejelser og ændringer.

Både udviklingen af idéer til selve anlæggets opbygning og struktur, plantevalg og farvesammensætning foregår i et tæt samarbejde mellem Hendes Majestæt Dronningen og holdet af gartnere, håndværkere og landskabsarkitekter.

En lille bid Danmarkshistorie

Som projektleder er det landskabsarkitekten Christine Waage Rasmussens fornemme opgave at forvalte havens tilblivelse.

Hun har siden 2009 ledet restaureringen af Fredensborg Slotshave og har et meget nært forhold til den gamle barokhave.

Det kræver stor påpasselighed og respekt at skabe fornyelse i en historisk have, og dette ansvar tager Christine ikke let på.

Udformningen af den nye staudehave er inspireret af gamle oversigtsplaner for slotsparken fra 1700-tallet.

Der, hvor den nye have anlægges, lå dengang et fasangårdsanlæg med et fasanhus omgivet af fire indhegninger til fasaner.

Dermed opstod idéen om en årstidshave, hvor bøgehække danner et rum i midten af haven, der leder tankerne hen på det gamle fasanhus, og fire omkringliggende temahaver symboliserer fasananlæggets fire gårde.

En have til alle årstider

Hver have har sit årstidstema, og der er derfor en forårshave, en forsommerhave, en sensommerhave og en efterårshave. Resultatet er en royal ønskehave, som Dronningen har givet navnet ‘Årstidshaven’.

Fredensborg Slotshave er et af Danmarks mest storslåede haveanlæg. Parkens snorlige alléer skulle i enevældens tid demonstrere, at mennesket kunne styre naturen.

Naturen er dog ikke sådan lige til at styre, og dens kræfter får Dronningens hold af havefolk i den grad at føle, når de arbejder med anlæggelsen af den nye Årstidshave.

Reportageserien har premiere den 7. november klokken 21.15 på TV2 Fri.

Powered by Labrador CMS