Et valg forandrede Margrethes liv for altid
Kongehuset fejrer den danske dronning, der besteg tronen den 14. januar 1972 efter sin far, kong Frederik 9.
14. januar 1972 fik Danmark en ny monark.
Kong Frederik 9. døde, og den daværende prinsesse blev til hele Danmarks dronning Margrethe.
Lørdag 14. januar 2017 var det præcis 45 år siden, at den i dag 76-årige regent besteg tronen, og det har hoffet hyldet over weekenden.
Kongehuset har mindedes tronbestigelsen ved at dele det første officielle portræt af dronningen fra 1972 på Instagram lørdag.
Rørende foto
Dagen efter – søndag 15. januar – delte kongehuset et rørende billede fra Christiansborg Slots balkon, da den daværende statsminister bekendtgjorde, at kongen var død, og at Margrethe skulle være landets monark.
– Fra balkonen på Christiansborg Slot proklamerede den daværende statsminister Jens Otto Krag i dag for 45 år siden, at den tidligere tronfølger nu var dronning, lyder teksten til det sort-hvide foto af folkemængden.
Foruden billederne på Instagram har hoffet delt en lang række billeder af landets monark på kongehusets officielle hjemmeside – blandt andet billeder, hvor hun er i selskab af sin mand, prins Henrik, sin ældste søn, kronprins Frederik, og sin i dag afdøde mor, dronning Ingrid.
Lå ikke i kortene
Det lå ikke i kortene, at dronning Margrethe en gang skulle blive Danmarks regent. Dronningen blev født 16. april 1940, men det var først 13 år senere – 27. marts 1953 – at Danmark indførte betinget kvindelig arvefølge.
Først 7. juni 2009 afgjorde en folkeafstemning, at tronen i dag overgår til den førstefødte uanset køn.
Se alle billederne her:
Det første officielle portræt af dronningen
Billedet fra Christiansborg Slot:
Kongehuset fotoserie kan du se på Kongehusets hjemmeside.
/ritzau/FOKUS