Dronningen holder nytårskur

Både tirsdag og onsdag holder dronning Margrethe nytårskure. Det hele afsluttes med traditionsrig tur i karet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Festlighederne med at byde det nye år velkommen fortsætter. Dronning Margrethe holder nytårskur både tirsdag og onsdag.

Tirsdag ønsker hun godt nytår til Højesterets dommere og officerer fra Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentet. 2017 bliver budt velkommen i lokalerne på Christian VII’s Palæ på Amalienborg.

Senere drager regenten sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary til Christiansborg Slot, hvor de tager imod diplomatiet. Her er det tradition, at diplomaterne møder op i deres nationaldragter.

“Stor” nytårskur onsdag

“Den store nytårskur” sker onsdag. Her vil dronning Margrethe sætte sig til rette i guldkareten, når hun skal fra Amalienborg til Christiansborg Slot og tilbage igen.

Kareten er belagt med 24-karats bladguld. Den blev bygget i 1840 og trækkes af seks kladruberheste med to forridere også på kladruberheste.

Klokken 9.10 tager hun karetturen langs Store Kongensgade til Christiansborg, mens turen går ad Bredgade på vej hjem cirka fire timer senere.

Også kronprinsparret deltager i nytårskuren.

Onsdag er det officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen, der ønskes et godt nytår. Også repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner er indbudt til festen.

Gæster, der er blevet udnævnt til ridder af Elefantordenen, skal ved nytårskure bære ordenen i kæde i stedet for blå bånd som ved andre lejligheder.

Uvist hvornår nytårskurene begyndte

Ingen ved, hvornår nytårskurene begyndte, men kilder fra midt i 1600-tallet omtaler det som en gammel tradition allerede dengang.

Den første nytårstradition fandt sted 1. januar med nytårskur og -taffel for regeringen og særligt indbudte.

Efter Første Verdenskrig måtte man splitte nytårskuren i tre dele, fordi antallet af samfundsinstitutioner og diplomatiske relationer var blevet for stort til, at regentparret kunne tage imod dem alle på én gang.

Det er anden gang, at dronningen må tage tørnen med nytårskurene alene. Prins Henrik valgte sidste år at gå på pension, og hverken i 2016 eller i 2017 står kurene ved nytår i hans kalender.

Dog deltog han ved nytårstaffel 1. januar både i år og sidste år.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS