Dronningen åbner indvandrerudstilling
Stenalderudstillingen "De første indvandrere" åbner lørdag, og den danske regent står i spidsen for indvielsen fredag.
Når Moesgaard Museum slår dørene op til udstillingen “De første indvandrere”, bliver det med royal deltagelse.
Dronning Margrethe indvier udstillingen på det århusianske museum fredag den 7. oktober klokken 18, inden den åbner for alvor lørdag den 8. oktober.
Det skriver kongehuset og Moesgaard Museum på sine respektive officielle hjemmesider.
“De første indvandrere” har fokus på stenalderen og de første stenaldermennesker.
Tidsrejse
Udstillingen vil bringe de besøgende på en tidsrejse, hvor man blandt andet kan opleve de første jægere på jagt efter rensdyr lige efter isens tilbagetrækning efter sidste istid, oplyser Moesgaard Museum på sin officielle hjemmeside.
Man kan også se forskellige fund, der viser, at stenalderens mennesker mestrede at lave redskaber og stammebåde til fiskeri og havjagt. Foruden fundene kan man også se multimedieproduktioner, landskabsmodeller, pop-up-figurer, film og høre fortællinger.
Ifølge Moesgaard Museum vil museets nye stenalderafsnit give de besøgende indsigt i en periode i Danmarks oldtid, som ligger meget længere væk fra det primitive, som man måske normalt forbinder med stenalderen.
“De første indvandrere” er en del af museets permanente udstilling om oldtiden.
/ritzau/FOKUS