Tidligere politiker Arne Melchior er død
Folketingspolitikeren og medstifteren af Centrum-Demokraterne Arne Melchior er død, oplyser familien.
Den tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne Arne Melchior er død i en alder af 91 år. Det oplyser familien til Ritzau.
Den afdøde folketingspolitiker forlod i 1973 Socialdemokratiet for at danne Centrum-Demokraterne (CD). Det gjorde han sammen med Erhard Jakobsen.
Partiet, og dermed Arne Melchior, befandt sig i årtier på midten af dansk politik. Således sad CD med i skiftende regeringer gennem 1980’erne og 1990’erne.
Hovedarkitekten bag Storebæltsbroen
En af hans største politiske sejre er de 18 kilometer asfalt mellem Sjælland og Fyn, der i dag udgør Storebæltsbroen. Melchior var hovedarkitekten bag.
Trods Centrum-Demokraternes politiske nedtur fortsatte Arne Melchior i dansk politik frem til 2001. Her mistede han sin plads i Udenrigspolitisk Nævn.
Arne Melchior, der som jøde måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig, var i 2009 med til at forsvare de afviste irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsonskirken på Nørrebro i København.
Han kaldte episoden for Danmarks “bad hour”. Danskernes “finest hour” var netop, da jøderne blev hjulpet over Øresund under Anden Verdenskrig.
“Gave og opgave”
Da Arne Melchior i 2002 udgav erindringsbogen “Gave og opgave”, forsikrede han, at “i tiden frem til jeg skal stille træskoene, agter jeg at leve hver eneste dag af mit liv, som om jeg aldrig skulle bestille andet”.
Året forinden var Arne Melchior blevet løsgænger i protest mod, at Centrum-Demokraterne havde frataget ham ordførerskabet i Udenrigspolitisk Nævn.
Som ordfører i nævnet havde Arne Melchior påkaldt sig mere end almindelig opmærksomhed. Således udtrykte han forståelse for Israels tidligere anvendelse af “moderat fysisk pres” ved afhøringer i forbindelse med terrorisme.
Selv om Arne Melchior aldrig har lagt skjul på sin jødiske identitet og kærlighed for det jødiske folk, så var forsvaret for de hårdhændede forhørsmetoder alligevel en overraskelse for de fleste.
Arne Melchior havde i en lang række andre sammenhænge netop markeret sig stærkt som fortaler for menneskerettigheder og næstekærlighed.
Hans familie oplyser, at begravelsen finder sted mandag 26. september på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København klokken 14.00.
/ritzau/