Vilde med Frederik

Museum fordobler besøgstal med kongeudstilling

Offentliggjort

Ny portrætudstilling om kong Frederik har lokket dobbelt så mange besøgende til Amalienborgmuseet som på en almindelig fredag.

Det fortæller Nanna Ebert, der er kommunikationschef i Kongernes Samling.

I alt besøgte omkring 450 personer udstillingen på åbningsdagen i fredags.

Udstillingen har fået navnet "Frederik 10. - Konge af i morgen", og viser kong Frederiks liv gennem fotografier, genstande, videoklip, lyd og malerier.

- Der er flere, der bliver rørte over at komme så tæt på kongen. Man kan blandt andet se det talepapir, som han stod med, da han holdt tale ved tronskiftet, siger Nanna Ebert.

- De fleste danskere så nok talen i tv, og det er et talepapir, som man kan se har været krøllet sammen, og så står der med håndskrift, at den tager 1 minut og 15 sekunder at holde.

Sort sommerkjole

På udstillingen kan man også se en sort sommerkjole med guldbroderier, der var en gave til dronning Mary under kongens første besøg til Australien kort tid efter, de to havde mødt hinanden.

Derudover kan man se kongens studenterhue med hilsner og hueklip fra 1986, hvor han dimitterede fra Øregaard Gymnasium.

- Man har set billeder af kongen før, og man har læst bøger og set interviews, men det, udstillingen kan, er at vise de rigtige genstande, siger Nanna Ebert.

Kongeparret deltog den 21. marts i åbningen af udstillingen "Frederik 10. - Konge af i morgen".

Gruppebesøg

Ud over besøgende gæster er der også flere, der har ringet for at bestille gruppebesøg.

- Vi er blevet kimet ned af folk, der vil booke gruppebesøg. Det er folk, der skal på udflugt og gruppeture, så vi forventer et stort ryk af gruppebesøg, siger Nanna Ebert.

Samtidig har museet bidt mærke i, at der på åbningsdagen var flere unge gæster end normalt. Der var også flere danske gæster end på en almindelig dag, hvor de fleste af de besøgende er turister.

På Koldinghus fra oktober

Portrætudstillingen vises på Amalienborgmuseet i Christian VIII's Palæ, hvor kong Frederik som kronprins havde sin egen lejlighed, inden han blev gift med dronning Mary i 2004.

Man kan besøge udstillingen i København indtil 8. september, hvorefter udstillingen rejser videre til slottet Koldinghus i Kolding.

På Koldinghus vises udstillingen fra 11. oktober til 25. april 2025.

Powered by Labrador CMS