Stormløb mod kong Frederik
Det vælter ind med besøgende til udstillingen 'Frederik 10. – Konge af i morgen'
Interessen for udstillingen 'Frederik 10. – Konge af i morgen' på Amalienborgmuseet, der åbnede lige inden påske, er enorm.
Det afslører Nanna Ebert, kommunikationschef hos 'Kongernes Samling, som står bag den, til Billed Bladet.
Fra lavsæson til højsæson på en dag
- Det er helt vildt! Vi er talmæssigt gået direkte fra lavsæson til højsæson på en enkelt dag allerede på udstillingens åbningsdag. Og det er fortsat henover påsken, siger hun.
Ifølge Nanna Ebert har Amalienborgmuseet haft 1200-1400 gæster dagligt i perioden, mod normalt omkring 300.
Udstillingen er blevet til i anledning af det historiske tronskifte 14. januar og tegner igennem fotografier, genstande, videoklip, malerier og lyd et portræt af Danmarks nye konge.
Tronskiftet har haft enorm betydning
Men det er ikke kun udstillingen på Amalienborgmuseet, der lige nu nyder godt af ekstraordinære høje besøgstal, skriver Billed Bladet.
Det gælder også for Rosenborg Slot, hvor blandt andet kronjuvelerne er udstillet.
Og ifølge Nanna Ebert er der ingen tvivl om, at tronskiftet den 14. januar har haft enorm betydning for den øgede interesse for kong Frederik og monarkiet i det hele taget.