Skete under strenge forhold
Under et tv-interview med Prinsesse Märtha Louise blev publikum pålagt et vidtgående forbud
Prinsesse Märtha Louise og hendes mand, Durek Verrett, deltager i et særligt interview i SVT-programmet Carina Bergfeldt.
Ifølge Expressen fandt optagelserne sted under strenge forhold - publikum måtte blandt andet aflevere mobiltelefoner før samtalen begyndte.
- Märtha Louise og Durek har ikke villet give interviews til norske medier, så det var særligt, at de sagde ja til os, fortæller Carina Bergfeldt til Expressen.

Anledningen var den megen debat, der har omgivet parret siden Netflix-dokumentaren 'Rebel Royals: An Unlikely Love Story', som udkom i september.
Hård kritik
I dokumentaren følger kameraerne parret frem mod deres bryllup i 2024, og efterfølgende er de især i Norge blevet mødt med hård kritik.
Durek Verrett har blandt andet udtalt sig kritisk om det norske kongehus og beskyldt kongeparret for ikke at forstå racisme - noget, der fik mange nordmænd til at reagere.
Kan miste titel
Ifølge en meningsmåling ønsker syv ud af ti nordmænd, at Märtha Louise skal fratages sin prinsessetitel.
Programværten beskriver mødet som åbent og ærligt.
- De talte om dokumentaren, om kritikken og om, hvordan familien har håndteret reaktionerne. Det føltes oprigtigt og generøst, siger Carina Bergfeldt.
Ud over Märtha Louise og Durek Verrett medvirker også 'The Hives'-forsanger Pelle Almqvist, tidligere fodboldspiller Daniel Nannskog og journalist Tania Gazi i sæsonpremieren.