Norges statsminister fælder hård dom over kronprinsesse Mette-Marit
-Har udvist dårlig dømmekraft
Norges kronprinsesse, Mette-Marit, har udvist dårlig dømmekraft.
Sådan lyder det fra landets statsminister, Jonas Gahr Støre, over for det norske medie NRK, efter at Mette-Marit er blevet sat i forbindelse med den afdøde rigmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Konkret nævnes hun ifølge norske medier hundredvis af gange i Epstein-dokumenter, som USA's justitsministerium offentliggjorde fredag.
- Kronprinsessen har selv udtalt, at hun har udvist dårlig dømmekraft, hvilket jeg er enig i, siger han.
Det er især e-mails, som Jeffrey Epstein og Mette-Marit har sendt til hinanden, der er blevet omtalt.
Forstod det ikke
I en skriftlig udtalelse til nyhedsbureauet NTB har kronprinsessen udtalt, at Epstein selv må stå til ansvar for sine handlinger.
Samtidig sagde hun, at hun "må tage ansvar for, at jeg ikke tjekkede Epsteins baggrund bedre, og at jeg ikke hurtigt nok forstod, hvad for et menneske han var".