Märtha Louise: Folk siger han er farlig

Den norske prinsesse taler ud om forholdet til amerikanske Durek Verrett 

Offentliggjort Sidst opdateret

En kontroversiel kærlighedshistorie

Prinsesse Märtha Louise giftede sig med shamanen Durek Verrett i august 2024.

Netflix dokumenterer deres rejse i 'Rebel Royals: An Unlikely Love Story'.

Parret har mødt kritik for deres kontroversielle udtalelser og handlinger.

Ægteskabet er prinsessens andet, efter hendes tidligere ægteskab med Ari Behn.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

- Kærlighed overvinder alt, lød det fra den selverklærede shaman Durek Verrett, efter at han 31. august 2024 blev gift med prinsesse Märtha Louise, der er datter af Norges regentpar, kong Harald og dronning Sonja.

Parret blev fulgt af Netflix op til brylluppet, og 16. september kan resultatet ses i dokumentaren "Rebel Royals: An Unlikely Love Story".

Italesætter advarsler

Nu har streaminggiganten delt traileren til den, og her italesætter prinsesse Märtha Louise nogle af de advarsler, hun har fået mod at gifte sig med Durek Verrett.

- Kongefamilien er meget, meget elsket, og folk var sådan: "Hvem er denne mand? Hvem tager vores prinsesse?". Mange har forventet, at jeg skulle være på en bestemt måde og leve op til, hvad jeg burde være. Og det gør jeg ikke, lyder det fra prinsesse Märtha Louise.

- Fordi han er shaman, siger folk, at han er farlig for den kongelige familie, og at jeg er blevet hjernevasket.

Kureret med medaljon

Durek Verrett har vakt opsigt efter at have ytret en række kontroversielle påstande. Han er blevet beskyldt for kvaksalveri og for at udnytte sin forbindelse til det norske kongehus kommercielt.

Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett mødte hinanden gennem en fælles bekendt og offentliggjorde deres forhold i 2019. Ifølge parret havde de dog allerede mødt hinanden i et tidligere liv i Egypten som farao og dronning. (Arkivfoto).

Under coronapandemien hævdede han, at han var blevet kureret for covid-19 med en medaljon.

Kan gøre folk yngre

Durek Verrett har også hævdet, at han kan rotere med atomkerner og elektroner, så han kan gøre folk yngre, og at han både kan forudsige fremtiden, kurere kræft og uddrive dæmoner, og at han vaginalt kan rense kvinder, som ifølge ham har haft mange sexpartnere.

Mødtes i tidligere liv

Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett mødte hinanden gennem en fælles bekendt og offentliggjorde deres forhold i 2019.

 De sagde dog efterfølgende, at de allerede havde mødt hinanden i et tidligere liv i Egypten som farao og dronning.

Forelsket da hun så ham

Ifølge Durek Verrett blev prinsesse Märtha Louise forelsket i ham, da hun så ham og bedyrede, at hun allerede kendte ham.

- Jeg var lidt tilbageholdende i starten, fordi jeg troede, at jeg måske skulle ende op sammen med en mand - men for mig betyder det ikke noget, om det er en mand eller en kvinde, eller om det er et væsen fra en anden planet, siger han i traileren, hvor han ses sige, at han er halvt reptil.

Kongen stirrede bare

Durek Verrett fortæller også om sit første møde med sine kongelige svigerforældre.

- Da jeg mødte dronningen og kongen stirrede de bare på mig. Hun (prinsesse Märtha Louise, red.) gav mig ingen råd eller noget. Hun sagde bare, at jeg skulle være mig selv, fortæller han.

Meget surrealistisk

Efter tre år sammen blev Durek Verrett og prinsesse Märtha Louise forlovet. Sidste sommer blev de så viet i bygden Geiranger, da datoen endelig faldt på plads efter udfordringer med den i forhold til astrologien.

- At gifte sig ind i den kongelige familie er meget, meget surrealistisk, konstaterer Durek Verrett i traileren.

- Det er ikke nemt at være den første sorte mand, der gifter sig ind i en europæisk kongelig familie, lyder det senere.

- Jeg vil gerne have et royalt bryllup, fordi jeg skal være kongelig.

Prinsessen den ældste

Prinsesse Märtha Louise er den ældste af det norske kongepars to børn. Men hun er ikke den næste til at arve tronen. Det skyldes, at der kun var mandlig arvefølge, da hun blev født i 1971. Derfor er hendes to år yngre lillebror, kronprins Haakon, landets tronarving.

Prinsesse Märtha Louise frasagde sig sine officielle pligter i 2022.

Hun repræsenterer derfor ikke længere det norske kongehus officielt, men hun har beholdt sin titel.

Udsat for voldsom kritik

Det gjorde hun, blandt efter kritik for at blande kommercielle interesser sammen med prinsessetitlen da hun og Durek Verrett holdt foredragsturnéen "The Princess and the Shaman".

Parret blev også kritiseret for at udelukke den norske presse til brylluppet, men sælge rettighederne til Netflix og til det britiske tabloidmedie Hello Magazine.

Ægteskabet med Durek Verrett er Prinsesse Märtha Louises andet. Hun var gift med den norske forfatter Ari Behn fra 2002 til 2017. Sammen fik de tre døtre.

Powered by Labrador CMS