Margrethe får sin helt egen bro

Majestæten har sagt ja

Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Margrethe II's Bro navngives

Den nye Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster, skal hedde Dronning Margrethe II's Bro.

Broen, der åbner for biltrafik i marts og tog i 2027, erstatter den gamle bro fra 1937.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den nye Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster, skal hedde Dronning Margrethe II's Bro.

Det skriver Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet, i en pressemeddelelse onsdag.

Dronning Margrethe har sagt ja til, at broen kommer til at bære hendes navn.

Broen ventes at åbne for biltrafik og gående i midten af marts, og tog skal efter planen kunne passere i 2027.

Fire kilometer lang

Den nye Storstrømsbro skal erstatte den gamle Storstrømsbro fra 1937, som efter planen skal rives ned.

Med en længde på 3,2 kilometer var den gamle bro den længste af slagsen i Europa i næsten 30 år.

Dronning Margrethe lægger vejen forbi Besøgscenter Storstrømsbroen på sit sommertogt i august 2023. Onsdag er det blevet offentliggjort, at den nye Storstrømsbro, der skal forbinde Sjælland og Falster, skal hedde Dronning Margrethe II's Bro. (Arkivfoto).

Dronning Margrethe II's Bro bliver til sammenligning cirka fire kilometer lang.

Dermed bliver den Danmarks tredjelængste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

Den har desuden en højde på 102 meter.

Kører den allersidste tur

Under et arrangement den 6. og 7. juni skal åbningen af den nye bro markeres ved, at dronningen kører den allersidste tur over den gamle Storstrømsbro.

På den måde binder markeringen også en sløjfe, idet Christian X - dronning Margrethes farfar - tog den første tur over den gamle Storstrømsbro tilbage i 1937.

Gennem tiden har medlemmer af den kongelige familie stået for indvielsen af broer, veje og andre store anlægsprojekter i hele landet.

Flere gange har kongelige også lagt navn til de forskellige bygningsværker.

Navngivet efter Mary

For eksempel blev Kronprinsesse Marys Bro, der fører over Roskilde Fjord ved Frederikssund, navngivet efter dronning Mary i 2019.

Folketinget vedtog 21. marts 2013 en trafikaftale, der gav grundlag for at sætte gang i arbejdet med at anlægge den nye Storstrømsbro med kombineret vej- og jernbanebro med cykel- og gangsti.

Beslutningen kom på baggrund af en analyse foretaget af Banedanmark, der viste, at den nuværende Storstrømsbro ikke vil kunne holde til de større trafikmængder, der forventes over broen, når Femern Bælt-forbindelsen til Tyskland åbner.

Det blev derudover konkluderet, at den nuværende bro er i så dårlig stand, at det vil kræve omfattende vedligeholdelsesarbejde i fremtiden, hvis den skulle bestå.

Powered by Labrador CMS