Kronprinspar sætter julebag på skoleskemaet

Det norske kronprinspar fik marcipan og peberkagedej under neglene, da de besøgte specialskolen Haug Skole.

Det norske kronprinspar fik marcipan og peberkagedej under neglene, da de besøgte specialskolen Haug Skole. Foto: Berit Roald/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Julen nærmer sig med hastige skridt, og den traditionsrige højtid har sendt det norske kronprinspar på julevisitter rundt i det norske kongerige.

Onsdag besøgte kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon specialskolen Haug Skole og Ressourcecenter i byen Bærum, som til daglig huser 110 elever med specielle behov som autisme eller er multihandicappede, skriver det norske kongehus på deres hjemmeside.

Juleværksted

I anledningen af det royale besøg blev der afholdt et juleværksted på skolen, og her fik det norske kronprinspar for alvor fingrene i peberkagedejen.

Skolen havde nemlig sat mad og sundhed på skoleskemaet, og det betød, at der både skulle bages peberkager og rulles julekonfekt af marcipan.

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon satte sig ned blandt børnene, der omhyggeligt instruerede det royale par i, hvordan konfekten skulle laves. Kronprinsparret fik også overrakt et hjemmelavet julekort af en af skolens elever.

Under besøget på specialskolen blev der også tid til en rundvisning, hvor kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon overværede en opvisning i skolens svømmehal og en musiktime.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS