Kronprins vender hjem til sygdomsramt kone
Den norske kronprins er rejst hjem til sygdomsramte kronprinsesse Mette-Marit, efter at have deltaget i FN's udviklingsprogram i New York.
Det norske kronprinspar skulle have rejst til New York sammen for at deltage i 50 års jubilæum for FN’s udviklingsprogram UNDP.
Men en mild lungebetændelse forhindrede kronprinsesse Mette-Marit i at rejse, hvorfor kronprinsen måtte drage over Atlanten alene, skriver det norske kongehus på sin hjemmeside.
Vender hjem til sin kone
Nu er kronprins Haakons besøg i millionbyen slut, og den 43-årige tronarving kan vende hjem til sin kone.
På Instagram har Norges kongehus udgivet flere billeder og videoer fra kronprins Haakons udenlandsrejse. Her kan man blandt andet se, hvordan det royale medlem hilser på den norske delegation i New York, som han også holdt tale for.
– Hver gang noget lykkes i jeres job, bliver verden til et bedre sted, sagde kronprins Haakon i sin tale ifølge det norske kongehus.
Det kongelige besøg i den amerikanske by sluttede med et besøg på International Peace Institut.
Ifølge det norske kongehus blev besøget brugt til at diskutere, hvordan verdenssamfundet kan hjælpe de mest sårbare under krig og konflikt.
Kronprins Haakon har været i New York fra 5. december til og med 7. december.
Se det norske kongehus’ Instagram-billeder og video her:
/ritzau/FOKUS