Kronprins drager på militærøvelse
Kronprins Haakon deltager i Norges nationale militærøvelse, Joint Viking, der skal træne landets krisestyring og forsvar.
Norge øver sin krisestyring og sit forsvar af landet under den nationale øvelse, Joint Viking, der startede den 6. marts og slutter den 15. marts.
Joint Viking får royal hjælp, når kronprins Haakon tager til Nordnorge for at deltage i øvelsen mellem den 8. og 9. marts.
Det fremgår af det norske kongehus’ officielle hjemmeside.
8.000 soldater deltager
Ifølge det norske forsvar vil over 8.000 soldater deltage i øvelsen, som finder sted i de bjergrige dele af Nordnorge – hovedsageligt nær kysten ved Finnmark.
– Det er vigtigt, at de væbnede styrker er fortrolige med alle de områder, hvor folk bor og arbejder i vores land, oplyser det norske forsvar på sin officielle hjemmeside.
– For at Forsvaret skal løse opgaverne på bedst mulige måde er det vigtigt at træne i naturlige og udfordrende omgivelser i en fælles operationel ramme.
Alle dele af det norske forsvar er med i Joint Viking, som også vil få deltagelse af amerikanske og britiske soldater, tilføjer det norske forsvar.
Kronprins Haakon, der altså deltager i øvelsen fra 8. til 9. marts, har selv gjort karriere i det norske forsvar.
Den 43-årige tronarving er general i den norske hær og i det norske flyvevåben samt admiral i landets søværn.
/ritzau/FOKUS