Fejrer dronning Margrethe på særlig måde

Tirsdag fylder dronning Margrethe 84 år, og det er hendes første fødselsdag siden tronskiftet i januar

Udgivet Opdateret

Når dronning Margrethe tirsdag fejrer sin første fødselsdag, siden hun overlod tronen til sin ældste søn i januar, markeres det med gratis kager til Københavns plejehjem.

Det er Københavns Bagerlaug, der siden 2020 har fejret fødselsdagen med søde sager.

Initiativet opstod, fordi dronningen under coronapandemien bad om, at blomster i forbindelse med hendes fødselsdag i stedet blev sendt til borgere, der havde det svært.

I stedet for blomster sendte københavnske bagere medaljer - en klassisk flødeskumskage - til plejehjemmene.

Det gør de nu igen for femte gang.

'En særlig dag'

Erik Ellitsgaard, der er oldermand i Københavns Bagerlaug og indehaver af Eriks Bagere på Amager, siger i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune, at 16. april er en "særlig dag for byens bagere".

- Vi oplever jo, at det spreder glæde og hygge, når vi kommer forbi byens plejehjem.

- Det er en rigtig god oplevelse, og jeg tror, det er derfor, at mange bagere fortsætter med at bakke op.

Tirsdag har dronning Margrethe fødselsdag - den første af slagsen efter hun overlod tronen til Frederik.
Siden 2020, hvor coronapandemien rasede, har Københavns Bagerlaug uddelt medaljer til plejehjemsbeboere og personale i anledning af dronning Margrethes fødselsdag 16. april. Her får Plejecenteret Hørgården leveret kager fra Eriks Bageri i 2021. De københavnske bagere gentager succesen i år, hvor dronningen kan fejre sin første fødselsdag siden tronskiftet.
Powered by Labrador CMS