Et brutalt helvede at være kongelig
Sophie Winkleman giftede sig i 2009 ind i de britiske royale rækker
Sophie Winkleman, der er gift med Lord Frederick Windsor, og således svigerdatter til afdøde dronning Elizabeths fætter, prins Michael af Kent, nærer stor respekt for seniormedlemmerne af den britiske kongefamilie.
Men hun er på ingen måde misundelig på det liv, de lever.
Det er ren tortur
Det fremgår ifølge blandt andet New York Post med al tydelighed af et nyt interview, hun har givet til The Times.
- Jo mere jeg lærer den kongelige familie at kende, jo mere forstår jeg, at deres liv er et helvede, og at den grad af uønsket berømmelse de udsættes for, er ren tortur, siger hun blandt andet.
Et brutalt liv
Hun kalder det kongelige liv for "brutalt", og nævner i den forbindelse, at de er i rampelyset lige fra fødslen og aldrig helt ved, hvem de kan stole på - eller om nogen vil forråde dem.
- Jeg føler med dem alle. Jeg tror ikke, at et liv med så meget granskning og pres på nogen måde kan være sundt. Men de har intet valg, slår hun fast.
Som hertuginde Meghan
Præcis som prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, havde Sophie Winkleman gang i en skuespillerkarriere inden hun blev gift ind i den kongelige familie i 2009.
Hun er bedst kendt for sine roller i sitcom-serierne 'Peep Show" samt "Two and a Half Men."