Efter kritik: Carl Gustaf og Silvia dropper ’Dødens tog’
Det svenske kongepar presset til at ædre planer under besøg i Mexico
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia er lige nu på officielt besøg i Mexico, og her har de i sidste øjeblik valgt at ændre på planerne.
Det bekræfter kongehusets informationschef, Margareta Thorgren, overfor Aftonbladet.
Kaldes dødens tog
Ifølge mediet skal kongeparret i dag besøge ruinbyen Uxmal i delstaten Mérida, hvor de vil bliver modtaget af repræsentanter fra de oprindelige befolkninger Maya og Yaqui.
Turen var oprindeligt planlagt til at skulle være fortaget med toget 'El Tren Maya', som af kritikere kaldes 'Dødens tog'.
Men det har de, efter kritik og udsigten til demonstrationer, valgt at droppe.
Har fældet 3,4 millioner træer
'El Tren Maya', der åbnede i december 2023, er blevet voldsomt kritiseret for strækningens negative indvirkning på miljøet.
Efter først at have lovet ikke at fælde et eneste træ i forbindelse med etableringen, krøb regeringen senere til korset og afslørede, at 3,4 millioner træer er blevet fældet for at rydde vejen for jernbanen.
Men miljøforkæmpere påstår det handler om endnu flere og hævder desuden, at banen også udgør en trussel mod skrøbelige underjordiske hulesystemer i området og den lokale vandkvalitet.