De er pavestolte af Christian
Frederik og Mary er helt trygge ved at have kronprinsen for bordenden
Mens Frederik og Mary de seneste dage har været på statsbesøg i først Estland og siden Litauen, har kronprinsen været fungerende regent i Danmark.
Og kongeparret er tydeligvis helt trygge ved at overlade taktstokken til deres ældste søn, når de er væk.
- Vi har mange forskellige opgaver, så det er dejligt, at Christian kunne træde til og opfylde nogle af de opgaver, sagde dronning Mary til Billed Bladet under statsbesøget.
Og en stolt kong Frederik kommenterede på et par billeder, kongehuset for et par dage side delte af kronprinsen, hvor man ser ham underskrive nogle love i kampuniform og krigsmaling.
- Det var bare godt at se en ung mand i uniform og sløring i ansigtet, lød det fra Frederik, der samtidig slog fast, at systemet jo ikke stopper, bare fordi han og Mary for en stund er rejst fra Danmark.