Dronningen var en kæmpe udfordring

Billedhuggeren Kathrine S. Moseholm kalder det en spændende opgave proppet med tekniske aspekter at skulle portrættere dronningen på jubilæumsmønt

Kathrine S. Moseholm ses her i sit værksted i København
Kathrine S. Moseholm ses her i sit værksted i København
Udgivet Opdateret

Det er billedhuggeren Kathrine S. Moseholm, der står bag det portræt af dronningen Margrethe, som pryder den ene side af en ny erindringsmønt, Nationalbanken udgiver i anledning af majestætens 50-års regentjubilæum den 14. januar.

Og hun kalder opgaven, som hun vandt i en konkurrence, for en kæmpe udfordring.  

- Præmissen var et portræt af dronningen, der på samme tid udstråler modenhed og modernitet, forklarer Kathrine S. Moseholm til Kendte.dk.

Inspireret af papirklip

Hun fortæller også, at dronningens profil og holdning er så velkendt og ikonisk, at alle genkender hende, og at hun derfor valgte at gå til opgaven på en lidt ny måde.

- Mit portræt er inspireret af papirklip med minimalistisk æstetik, siger hun.

Masser af udfordringer

Selve processen stod på i omegnen af to år og bød undervejs på masser af udfordringer for Kathrine S. Moseholm .

Ikke mindst på grund af den begrænsede plads, hun havde at udfolde sig på. 

- Groft sagt lod jeg de begrænsede udfoldelsesmuligheder begrænse endnu mere, mens jeg bestræbte mig på stor præcision i de detaljer, som kom med. Silhuetten, holdningen, diademet og frisuren, forklarer hun til Kendte.dk.

Hjertet på rette sted

En lille men betydelig detalje ved Kathrine S. Moseholms arbejde er, at hun også er lykkedes med at placere Nationalbankens mærke - et hjerte - i portrættet.

Helt præcis i kroppen, hvor det hører til.

Nationalbanken udsender den 14. januar en erindringsmønt i tre udgaver, i anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum. (Arkivfoto).
Nationalbanken udsender den 14. januar en erindringsmønt i tre udgaver, i anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum. (Arkivfoto).

Erindringsmønten, der er blevet godkendt af dronningen selv, udkommer i tre udgaver.

En 500-krone sølvmønt, en 20-krone til almindelig cirkulation og en 20-krone, hvor motivet står ekstra skarpt.

Powered by Labrador CMS