Så meget betyder ’Barbie’

Den tidligere ’løvinde’ var taget på en nostalgisk rejse i biffen for at opleve dukkedrømmen

Udgivet Opdateret

Da Mia Wagner foldede sig ud i ’Løvens Hule’ fra 2018-2022 oplevede seerne hende som en dygtig iværksætter med mange jern i ilden.

Men hvordan er hun endt ud med at blive den, hun er?

Det løftede den tidligere ’løvinde’ sløret for til kendte.dk ved premieren på ’Barbie’ i Imperial.

Lady Diana

I filmen om dukkedrømmen ligger måske noget af svaret?

- Min søster og jeg legede meget med ’Barbie’, da vi var små, så det er en nostalgisk tur vi skal på, sagde 45-årige Mia Wagner.

- Jeg havde ikke nogen prinsessedrøm som sådan, men dengang ville vi alle gerne have, at vores ’Barbie’ skulle hedde Lady Diana.

Mia Wagner så ’Barbie’ sammen med søsteren, og glædede sig til en ferie efter en hektisk tid.
Mia Wagner så ’Barbie’ sammen med søsteren, og glædede sig til en ferie efter en hektisk tid.

- Den der sagde navnet først, fik lov at bære det hele dagen, husker Mia Wagner om ’Barbie ’-koblingen med prinsessen af Wales, der omkom i en ulykke i 1997.

- Jeg glæder mig

- Men det var også noget med at indrette de huse, ’Barbie’ boede i, og tale om, hvilket liv hun havde.

- ’Barbie’ var med til at bevidstgøre mig om, at jeg var god nok, fortsatte hun.

- Så jeg glæder mig til at se Barbie i alle mulige roller, lød det videre fra Mia Wagner i Nordisk Film biografen.

Gik ned med stress

Privat har Mia Wagner netop solgt sin virksomhed ’Nordic Female Founders’ til partneren Anna Stampe, der i øvrigt overtog Mias rolle i ’Løvens Hule’ i 2022.

For ti år siden gik Mia Wagner ned med stress.

Iværksætteren har tidligere fortalt om, hvordan hun sad som lammet og ikke kunne stige ud af bilen på vej til kontoret.

Havde ikke lyttet

Kroppens faresignaler havde hun ikke lyttet til, og der gik en rum tid, før hun kom oven på igen.

Siden har hun været bevidst om ikke at presse sig selv for hårdt.

- Jeg har haft en hektisk tid på det seneste, så nu skal jeg se at komme ned i tempo, og så skal jeg måske rejse syd på med mine børn, sagde ’Barbie ’-nostalgikeren.

Powered by Labrador CMS