Amalies far afslører: -Jeg er blevet morfar
Realitydeltageren Amalie Szigethy har født, fortæller Thomas Szigethy til Ekstra Bladet. Og det er fantastisk at blive morfar, erklærer han.
Efter knap ni måneders graviditet har Amalie Szigethy, der blev kendt i realityprogrammet “Paradise Hotel”, nu budt en lille datter velkommen til verden.
Det bekræfter hendes far, Thomas Szigethy, overfor Ekstra Bladet. Ifølge avisen talte han med sin 24-årige datter torsdag efter fødslen. Men ud over, at lillepigen har smukke, lange øjenvipper, vil han ikke ud med flere detaljer.
– Jeg skal passe på min datter og beskytte hende i denne periode, så derfor vil jeg ikke sige mere til jer i pressen. Men det er stort, at hun har gjort mig til morfar. Det er helt fantastisk, siger Thomas Szigethy til Ekstra Bladet.
Amalie takker på Instagram for alle hilsner og viser for første gang sin datter frem med et billede på det sociale medie.
Nyheden kommer efter at Amalie Szigethy for nylig slog fast, at hun ville have den første tid med sit barn i fred. Derfor kan der gå lidt tid endnu, inden verden får den lille pige at se.
Realitybaben har for længst besluttet, at hendes førstefødte skal hedde Josephine Charlotte Lytton Kejser Szigethy, og dermed får pigen navne, der stammer både fra sin mor, mormor og morfar.
Faren til barnet er IT-investoren Mikkel Skelskov, der under en ferie i Los Angeles gjorde Amalie Szigethy gravid.
I tv-programmet “Amalies Baby” på TV3 prøvede de to venner at eksperimentere med et kæresteforhold, men det holdt ikke. Derfor skal den blonde realitydeltager være alenemor.
Se billedet af Amalies nyfødte datter her.
/ritzau/FOKUS