Ægteparret June og Eric Emmett, der er ansat af Victoria og David Beckham til at passe på deres herskabelige hjem i Hertfordshire i England, er blevet anholdt af politiet i forbindelse med, at flere af Beckham-parrets personlige ting er forsvundet og herefter tilsyneladende blevet udbudt til salg på eBay.
Tyverierne fra Victoria og David Beckhams hjem (som i den britiske presse går under navnet Beckingham Palace) blev ifølge det lokale politi anmeldt i fredags, og tidligere i dag blev Eric og June Emmett anholdt i sagen sammen med en unavngiven 25-årig mand.
Parret nægter sig skyldige og er nu løsladt mod kaution indtil den 22. november. |