Som mor, hustru og fremadstormende karriereadvokat er Dana Hill vant til at have mange bolde i luften. Men det kan blive for meget for enhver, og da hun på kun en uge får konstateret kræft og finder ud af, at hendes mand er hende utro, samtidig med at hendes tvillingebror James bliver brutalt myrdet, synker hendes verden i grus.
Mordet på James Hill ligner et simpelt indbrud, der er gået galt, og det er, hvad politiet går ud fra. Ingen tror tilsyneladende på, at der ligger andet og mere bag, så Dana må selv gå i aktion for at fange sin brors morder. Politimanden Michael Logan er hendes eneste allierede, men heller ikke han er meget for at tro på, at der er tale om overlagt mord på den vellidte juraprofessor.
Fundet af en kostbar diamantørering i broderens hus fører imidlertid Dana og Logan på sporet af en sammensværgelse, som involverer en mystisk mand, der udgiver sig for at være politibetjent, en mishandlet hustru og en særdeles magtfuld politiker, som vil gøre alt for at forhindre, at mordet på James Hill bliver opklaret.
Den amerikanske forfatter Robert Dugoni har med romanen Kamp til stregen skabt en rigtig spændende krimi, hvor det vrimler med mord, sære sammensværgelser og mørke familiehemmeligheder – og først til allersidst i romanen giver det indledende brutale mord på en gammel børnelæge mening. Der holdes hele vejen igennem et højt tempo, og i stil minder romanen en hel del om nogle af John Grishams tidlige bøger. Hvis man synes om dem, kan denne bog varmt anbefales.
|