Hvad der helt nøjagtig skete, skal vi ikke kunne sige, men for øjeblikket står sangeren og skuespillerinden Jennifer Lopez uden manager. Hendes mangeårige samarbejde med Irving Azoff er nemlig ophørt, men ingen ved præcis, hvem der egentlig fyrede hvem.
En talsmand for Lopez siger, at det var hende, der i fredags fyrede ham, og at det skete stille og roligt. Andre kilder hævder imidlertid, at det var Azoff, der fyrede Lopez, fordi han finder hende uprofessionel. Desuden var han træt af, at hendes mand, Marc Anthony, konstant får lov at blande sig i hendes karriere, hedder det. Derfor sendte han hende i sidste uge et brev, hvori han uden omsvøb fortalte hende, hvorfor han ikke ønskede at fortsætte deres samarbejde - hvilket fik en af hendes assistenter til at ringe til ham for at skælde ud. |