Det irske blad The Dubliner har måttet punge ud med en betydelig erstatning til golfspilleren Tiger Woods' svenske kone, Elin Nordgren, fordi de sidste år i november bragte nogle nøgenbilleder, som de påstod forestillede hende. Men det var ikke Nordgren, og det har bladet nu indrømmet.
"Den løgnagtige og meget fornærmende artikel med billedet af en anden kvinde, som de påstod var mig, gjorde meget ondt på både mig og min familie, skriver Elin Nordgren Woods i en pressemeddelelse, hvor hun også fortæller, at bladets redaktør har givet hende en personlig undskyldning og indrømmet, at der ikke findes nøgnbilleder af hende, hverken på internettet eller andre steder, hvilket ellers var hvad den famøse artikel påstod.
Nordgren Woods vil ikke fortælle, hvor stor en erstatning, hun har fået. Hun vil kun afsløre, at det drejer sig om en betydelig sum penge, som hun har tænkt sig at give til cancerforskning. Hendes mands kollega, britiske Darren Clark, mistede sidste år i august sin kone Heather, som døde af kræft, og pengene gives til velgørenhed for at ære hendes minde. |